Kjeldsen – Vaughan Williams

♫

Jens Kjeldsen (b. 1944), Danish theologian, author and teacher

Man siger, at Bachs musik til enhver tid klinger et eller andet sted på kloden – under alle omstændigheder sidder der altid en organist og øver sig på et præludium, en koral eller en fuga. Og vi ved jo, at det ikke er gjort med det. Kloden rundt klinger Bachs musik til stadighed på alle tænkelige måder. Det globale musikliv af i dag lader sig ikke begribe uden om hans indflydelse.

Men vi kender ikke hele sandheden om Bachs musik, og vi vil aldrig lære denne fulde sandhed at kende. For det, der klinger, er vore nutidige fortolkninger af den del af hans værker, vi har kunnet få kendskab til.

Vi aner skyggerne af tabte værker. Nogle kender vi titlerne på. Andre fortæller overleveringen om. Og nogle kan vi slutte os til. Musikalske værker går tabt hele tiden, men ikke alle tab er lige smertelige. Når tabene af Bach-værker er et så trist faktum, skyldes det ikke kun værkernes uforlignelige musikalske niveau enkeltvis. Det skyldes lige så meget fraværet af det bidrag, de kunne have ydet til forståelse af det, der er overleveret.

Selv om meget desværre er gået tabt, er Bachs musikalske værk uoverskueligt. Det skyldes ikke kun antallet af værker, selv om det er stort. Der var andre komponister, der skrev mere. Men ingen har skrevet musik med en sådan kombination af dybde, kompleksitet og variationsrigdom som Bach – og dog med en så indlysende enkelthed.

Det er blevet sagt om Bach, at hans egentlige publikum var hans egen kompositoriske samvittighed. Hans musik er i sjælden grad gennemsyret af den højeste musikalske etik. Er der noget sted, hvor alle sider af musikken håndteres med den største ansvarlighed, så er det hos Bach. Selv inde i de lag af musikken, hvor han kunne være sluppet af sted med at slække lidt på sine strenge krav til musikalsk formgivning, arbejdes der under den højeste musikalske ansvarlighed.

Det springende punkt for mig er Bachs ekstraordinære vision med hensyn til musikalsk formgivning. Hans værk viser, at han her var i besiddelse af uovertrufne evner. Hans samlede værk viser en så konstant og uudtømmelig sikkerhed i musikalsk formgivning, at det er her, der er grund til den egentlige undren over ham. Ude på den anden side af det enorme opbud af teknisk ekspertise, Bach kunne mobilisere, ligger hans priviligerede adgang til selve de formgivende principper, der gør musik til musik. Uden denne omfattende og dybtseende musikalske vision ville Bachs tekniske suverænitet ikke have været ham til megen nytte.

Det er et lykketræf, at den største af alle komponister også var den største blandt lærere – hvilket ikke skal forstås på den måde, at han fra time til time var en gudbenådet pædagog. Men det var ham magtpåliggende at komponere musik, der gør rede for musikkens inderste væsen. Han blev den sidste af de store komponister, for hvem det at undervise ikke var en kedelig afbrydelse af det egentlige arbejde. For Bach var det at viderebringe fortidens og samtidens musikalske landvindinger lige så vigtigt som det at komponere.

Mellem kosmos og sjæl / j s bach og barokmusikken (2000)

♫

Sigiswald Kuijken (b. 1944), Belgian violinist and conductor

I visse øjeblikke får man indtryk af en kamp, hvor 3 bander kommer fra hver sin side og vil kæmpe til døden for øjnene af os. Jeg taler visuelt, men det er noget, man faktisk kan konstatere i partituret. Det er et af de smukkeste at se på. Det er som et abstrakt maleri.

about bachs 3. brandenburg concerto (2000)

Når man har været musiker i 30 år og spiller meget Bach, så føler man til sidst, at Bach er der hvor man bor, det er ligesom ens hjem, hvor man føler sig godt tilpas – hvor man er inde i stoffet. Det er dét, der betager én.

Når man spørger, hvornår jeg kom i kontakt med Bachs musik må jeg tænke mig om, men jeg finder ikke svaret. Det er lidt som om jeg altid har kendt ham, omend ikke i dybden, men jeg kan ikke sige, hvornår den første gang var. Måske da jeg var 8-9 år og var begyndt at spille violin. Måske spillede jeg første gang et tema, en gavotte måske ?

24 HOURS BACH (28 JULY 2000) – 250TH BACH ANNIVERSARY

♫

Carl Nielsen (1865-1931), Danish composer and conductor

Da jeg viste ham det gamle hefte, jeg havde af “Wohltemperiertes Klavier“, sagde han, at Bach var så dyb og mærkelig, at ham skulle jeg helst lade ligge, til jeg blev en hel del ældre. Naturligvis satte jeg mig alligevel til at studere Bach den næste dag, ja, meget ivrigt, fordi jeg kunne høre på klangen i Outzens stemme, at han nærede en ophøjet respekt for Bachs musik.

Jeg begyndte med de langsomme præludier, som jeg spillede tone for tone i et evighedstempo. I begyndelsen syntes jeg slet ikke, det var rigtig musik. Hvor var melodien? Og hvad betød det, at en figur blev ved at komme igen? Der var jo ingen sang i højre hånd, og jeg anede ikke, at der var noget, der hed kontrapunkt, så den side af sagen kunne ikke fange min forståelse. Det var, som om man ville skære med en lille pennekniv i en mægtig eg og end ikke nåede gennem barken. Men jeg blev ved, og af og til kom der små glimt ved sammenstød af et par toner, som berørte mig helt anderledes end al anden musik, jeg kendte. I indianerhistorier havde jeg læst, at de vilde tænder ild ved at gnide to stykker træ så længe mod hinanden, at de til sidst bliver glødende. Det gik mig her på samme måde. Da jeg havde spillet det lille es moll præludium nr. 8 et halvt hundrede gange igennem, flammede det op i mig.

Nu var døren åbnet, og nu kunne jeg gå på opdagelse i en hel ny og mærkelig verden. Men jeg kom atter bort fra Bach, da Outzen viste mig tilrette på klaveret, og først da jeg var midt i tyverne, tog jeg fat på “Wohltemperiertes Klavier” igen.

min fynske barndom / my childhood (1927/1972)

♫

Mikhail Pletnev (b. 1957), Russian pianist

Den bedste måde, for mig, at fortælle dig noget meningsfyldt om Bach er – at spille.

24 HOURS BACH (28 JULY 2000) – 250TH BACH ANNIVERSARY

♫

Karl Aage Rasmussen (b. 1947), Danish composer and writer

Tilsyneladende uberørt af historiens lunefulde sving og skred, uberørt af tre hundrede år med stadige sociale, politiske og teknologiske omvæltninger lever Johann Sebastian Bachs musik videre i alverdens former og gevandter. Den gennemstrømmes åbenbart af en livseliksir som til stadighed forynger dens virkning på os, den har vist sig modstandsdygtig over for alle overgreb og forfalskninger, misforståelser, vaner og slitage.

Bach er vanedannende. Og én gang afhængig, altid afhængig. Derfor udsætter vi ham for et vedvarende, sultent forbrug dag efter dag, år efter år, vist uden at nogen bliver overmætte. Historiens største ånder er både forbundet med deres tid og hævet over den, det er en banalitet, ja nærmest en definition. Men med Bach tilspidses det. Selv hos Mozart blunder muserne sandt at sige i ny og næ, tidløsheden er ikke selvudløsende. Hos Bach synes den på besynderligste vis at komme af sig selv.

Mod slutningen af Bachs liv blev fugaer hans flugt fra en samtid han ikke længere forstod (ordet fuga betyder faktisk flugt). Og sådan kan hans fugaer stadig høres: Som en flugt fra musikkens fagre nye verden med den stadige råben på opmærksomhed, ind i en ren, i sig selv sluttet skønhed hvor man kan blive bevæget uden at føle at man bliver skubbet.

Mange der er opdraget med spilletimer, har indledt deres musikalske livscyklus med Bachs tostemmige inventioner. Jeg selv har spillet dem siden jeg var 12 år, de har den samme enkle betydning for mig som skoletidens salmevers har for mange digtere: Herfra min verden går! Jeg husker ikke at jeg holdt af dem, kun at de altid var der. Senere kom de hede musikalske forelskelser, korte eller længere affærer, ofte sært uforståelige når de var overstået. Men Bach var der bare, ligesom forældre. Nærmest tilfældigt gik det op for mig at disse små stykker var en slags rebusser, mønstre der vendte og drejede sig, spejle der spejlede sig i hinanden, netværker der trak sig sammen og videde sig ud i hovedet mens man spillede eller lyttede. Og Bachs Veltempererede Klaver findes stadig i enhver ordentlig musikers nodesamling; ikke med karakter af en bibel, snarere som et slags livslangt gemme- og glemmested hvor man kan stå i ly for kulturlarmen. Eller som en arne, hvis gløder til stadighed stråler tryghed, lys og varme ud over de fortravlede bevidsthedsrum man i øvrigt befinder sig i.

the MAGAZINE “KLASSISK MUSIK” – MARCH 2005

Det gælder de fleste komponist-biografier at de glemmer at interessere sig for den del af komponistens liv, der går med at komponere. Men Mozart gør det særlig svært, han komponerede i hovedet mens han foretog sig alt muligt andet. Han kunne komponere én sats mens han nedskrev en anden. Hans håndskrifter ligner et resultat af guddommeligt diktat, de er uden rettelser eller overstregninger.

Én stor kunstnerisk udfordring kom han dog ud for, nemlig mødet med Bachs musik – det eneste eksempel vi har på musikalske problemer som for en tid satte ham til vægs. Baron van Swieten havde i foråret 1782 fået afskrifter af Das Wohltemperierte Klavier og Die Kunst der Fuge fra selveste Frederik den Store, og i de følgende måneder mødtes interesserede musikere hver søndag for at studere Bach. I dag, hvor vi er vant til at høre polyfoni og wienerklassisk melodi/akkompagnement side om side, kan det være svært at fatte styrken af den prås, der gik op for Mozart. Han kaster sig hovedkulds ud i at komponere fugaer, men de få han gør færdige, er fyldt med rettelser. Selv genialitet fungerer ikke på automatpilot.

Af sin ambitiøse far var Mozart faktisk opdraget i kanonens og fugaens mysterier, selvom disse former var passé allerede i hans barndom (og i øvrigt var det allerede da Bach komponerede sine storværker). Men denne børnelærdom var rent akademisk, bygget på pedantiske stiløvelser der var lysår væk fra Bachs dybsindige og spillevende musik. Vidunderbarnet Wolfgang kunne improvisere trestemmige fugaer, den modne Mozart var stolt af at være en Kenner, en lærd komponist. Og alligevel måtte han slås igennem det meste af et år for at indarbejde Bach-inspirationen i sin egen stil. Til gengæld var den færdige stilistiske legering støbt i ét stykke: finalen fra fx Jupiter-symfonien giver som polyfon regnekunst ikke Bach noget efter, men dens ånd er så langt fra Bach som en nyudsprunget blomst fra et smedejernsgitter. Al tyngde og lærdom er blæst bort, og ingen der ikke netop ved det, vil opdage at denne musik er et stykke halsbrækkende musikalsk ingeniørkunst.

the magazine “KLASSISK MUSIK” – SEPTEMBER 2005

♫

Ralph Vaughan Williams (1872-1958), English composer

Jeg kom i skole i Tiaarsalderen. Her fik Musiklæreren, Mr. T. C. West, hvis navn jeg altid vil mindes med Ærbødighed, Haand i Hanke med mig. Han blev hurtigt klar over, at jeg ikke var særligt begejstret for “Nonnens Bøn” og “Stille Sorg”, og en Dag medbragte han et Bach-Album, der var udgivet af Berthold Tours. Det blev en betydningsfuld dag. Bach var en Aabenbaring for mig; her var noget, der overhovedet ikke tilhørte nogen Tidsalder eller Stilart, noget eviggyldigt.

Det er paa dette Punkt, Bach adskiller sig fra alle andre Komponister. Med Undtagelse af nogle faa Beethovenværker, der staar helt for sig selv, tilhører alle andre Værker deres egen Tid. Men skønt Bach overfladisk set taler det attende Aarhundredes Sprog, tilhører han ingen Skole eller Periode.

Musical Autobiography (1950)

Rick Beato discusses here what makes Bach so great !